Hvert fjerde barn savner behandling på et pædiatrisk traumecenter

Hvert fjerde barn savner behandling på et pædiatrisk traumecenter

Hvis et barn kommer til skade i Canada, kan det stadig afgøres, om det vil modtage specialiseret traumebehandling. Nye nationale data viser, hvem der blev udeladt og hvorfor.

Undersøgelse: Adgang til pædiatriske traumecentre i Canada: et befolkningsbaseret retrospektivt kohortestudie. Fotokredit: Sergey Mikheev/Shutterstock.com

Børn, der lider af alvorlige traumer, behandles bedst i pædiatriske traumecentre. En nylig undersøgelseoffentliggjort i bladetCMAJundersøgt tilgængeligheden af ​​sådanne centre i Canada med fokus påandelen af ​​trængende børn, de passede.

Specialiseret traumebehandling forebygger død og invaliditet

Traumer er fortsat den største dødsårsag blandt børn i Canada. Alene i 2018 var der 202 dødsfald som følge af traumer hos børn på 14 år og derunder, og 3.574 børn forblev handicappede. Samlet set var der 14.237 indlæggelser og 818.166 akutmodtagelsesbesøg i denne population. I økonomiske termer svarer det til næsten tre milliarder dollars.

Disse virkninger kan afbødes af god traumebehandling, hvor et vigtigt aspekt er rettidig adgang til specialiserede centre. Hver canadiske provins har haft sit eget traumesystem siden 1980'erne. Disse omfatter akut hospitalsnetværk for hver geografisk zone, der omfatter flere niveauer af pleje, hvor pædiatriske traumecentre er niveau I og niveau II hospitaler.

Børn med alvorlige traumer er 41 % mindre tilbøjelige til at dø, når de behandles på pædiatriske traumecentre end voksne. De kræver også betydeligt færre akutte operationer og billedbehandlingsprocedurer. Tidligere undersøgelser har undersøgt potentialet og realiseret adgang til sådanne centre i Nordamerika.

Formålet med den aktuelle undersøgelse var at bestemme andelen af ​​børn med alvorlige traumer, der besøger et pædiatrisk traumecenter i Canada og at identificere forskelle i alder, sværhedsgrad af traumer, delskadede og skadesmekanisme.

Sporing af adgang til pædiatrisk traumebehandling

Undersøgelsen brugte et befolkningsbaseret kohortedesign, der inkluderede børn op til 16 år indlagt på hospital for større traumer i ni provinser (eksklusive Quebec). Injury Severity Score blev brugt til at identificere større traumer baseret på anatomiske klassifikationer og sværhedsgradsklassifikationer. I alle tilfælde var scoren over 12.

Forskerne brugte Poisson-regression til at estimere adgangshastigheden til et sådant center på tværs af provinser, stratificere det efter alder og skadesgrad.

Adgang varierer afhængigt af alder, skadens sværhedsgrad og provins

Undersøgelsen omfattede 3.007 børn indlagt på akutte centre med alvorlige traumer, og hvis gennemsnitsalder var omkring ni år. Mens omkring 64 % var mænd, blev 18 % alvorligt såret. Hoved- og brystskader tegnede sig for cirka 61 % og cirka 33 % af de større skader, med cirka 43 % af traumerne som følge af kollisioner med motorkøretøjer.

Kun andelen af ​​hoved- og maveskader og skadesmekanismerne varierede mellem provinserne.

Næsten 77,6 % (2.335 børn) nåede et børnetraumecenter. Dette stemmer overens med amerikanske tal fra 2019 og 2020, der viser, at 73 % til 74 % af børn med traumer har potentiel adgang til sådanne centre inden for en time, sammenlignet med 59 % i 2006. Det tilsvarende tal i Canada var dog kun 65 % i 2016.

Den nuværende forbedrede adgang kan afspejle både efterfølgende retningslinjer, der anbefaler behandling af pædiatriske traumer i sådanne centre og udviklingen af ​​disse systemer over tid.

Af disse 2.335 børn blev 879, eller 29%, transporteret direkte til anlægget. I modsætning hertil blev 48,4 % (1.456 børn) oprindeligt indlagt på et andet akutcenter, herunder voksentraumecentre eller hospitaler uden traumebetegnelse, og derefter overført til deres respektive traumecentre.

Over 80 % af traumatiserede børn i alderen op til tolv år blev indlagt på traumecentre. Derimod fik 70 % af børn mellem 13 og 15 år adgang. Børn med mere alvorlige skader besøgte disse centre hyppigere, og indlæggelsesraten for dem med alvorlige skader nærmede sig 90 %.

I de ni undersøgte provinser fik en fjerdedel af de traumatiserede børn ikke adgang til et traumecenter.

Provinsielle sammenligninger viste lavere adgang i British Columbia, Atlanterhavsprovinserne og Saskatchewan, med muligheder cirka 20-30% lavere sammenlignet med Ontario. I modsætning hertil havde Alberta og Manitoba en 6-14% større chance for adgang.

Disse forskelle i adgang blev afspejlet i undergrupper baseret på aldersgruppe, skadesmekanisme og sværhedsgrad. De afspejler også amerikanske resultater. Nyere forskning tyder på, at sådanne centre er til større gavn for yngre børn end for unge, for hvem adgang til pædiatriske centre ikke konsekvent er forbundet med forbedrede dødelighedsresultater.

Entrépriserne korrelerede med potentielle en-times adgangspriser og afspejler tilgængeligheden af ​​sådanne centre. For eksempel, sammenlignet med Ontario med 0,37 centre pr. 10.000 km og Manitoba med 0,38 centre pr. 10.000 indbyggere under 15 år, har British Columbia kun henholdsvis 0,11 og 0,14 centre.

Ligeledes står Atlanterhavsprovinserne over for logistiske vanskeligheder, med færre end halvdelen af ​​børnene inden for en times kørsel fra et sådant center.

Andre faktorer spiller dog også ind, såsom præhospital behandling og beslutningsprotokoller samt forflytninger mellem hospitaler. Igen kan ikke-pædiatriske hospitaler bidrage til forsinkelser i den definitive pædiatriske traumebehandling, især når pædiatrisk parathed og veje er begrænsede.

Forbedring af adgangen til pædiatriske traumecentre i Canada kræver derfor en flerstrenget strategi, startende med standardiserede håndteringsprotokoller på traumesteder og ikke-pædiatriske hospitaler. Dette ville lette og forbedre traumebehandlingen endnu mere end den oprindeligt investeringstunge infrastruktur. En lignende amerikansk retningslinje blev offentliggjort af American College of Surgeons i 2021.

Andre potentielt nyttige trin omfatter at sætte alle hospitaler i stand til hurtigt at vurdere pædiatriske traumer og etablere telekonsultationshotlines for at drage fordel af de muligheder, der er tilgængelige i pædiatriske traumecentre. Dette har den dobbelte fordel, at man undgår unødvendige forflytninger, når et barn kan passes tættere på hjemmet, herunder i et ikke-pædiatrisk center.

Nationale databaser bør etableres til at opfange alle traumedata fra hele landet med links til akutmodtagelses- og hospitalsudskrivningsdata. Dette vil bidrage til at sikre en retfærdig og korrekt overvåget pleje af høj kvalitet og identificere områder for fremtidige investeringer.

Forbedring af adgangen kræver politisk handling

Hvert fjerde traumatiserede børn i Canada behandles uden for et pædiatrisk traumecenter, og dette varierer fra provins til provins. Både kort- og langsigtede politiske interventioner er afgørende for at forbedre pædiatrisk traumebehandling.

Download din PDF-kopi nu!

Kilder: