Ny undersøgelse bekræfter, at GLP-1-lægemidler er sikre for mental sundhed ved diabetes

Ny undersøgelse bekræfter, at GLP-1-lægemidler er sikre for mental sundhed ved diabetes

En stor undersøgelse, der analyserer data fra over 60 millioner patienter, finder ingen beviser for, at GLP-1-receptoragonister øger risikoen for suicidalitet hos patienter med type 2-diabetes, hvilket udfordrer tidligere sikkerhedsproblemer.

En aktuelBMJUndersøgelsen vil afgøre, om brugen af glucagon-lignende peptid-1 (GLP-1) receptoragonister hos type 2 (T2D) patienter reducerer risikoen for selvskade, selvmordstanker og selvmord sammenlignet med patienter med dipeptidylpeptidase-4 (DPP-4) eller natriumglucose cotranporter-2 (SGLT-2LT-hæmmer (SGLT-2)-hæmmer (SGLT-2)-hæmmer (SGLT-2) hæmmer øget.

GLP-1 og risikoen for en selvmordsversion

GLP-1-receptoragonistlægemiddelklassen er almindeligt ordineret til behandling af T2D. Disse lægemidler opnår glykæmisk kontrol meget effektivt, samtidig med at de fremmer gavnlige kardiorenale effekter og reducerer risikoen for dødelighed af alle årsager.

Efter det islandske lægemiddelagentur offentliggjorde indledende sikkerhedsbekymringer i juli 2023, har tilsynsmyndigheder verden over iværksat undersøgelser for at vurdere den potentielle risiko for selvmord blandt brugere af GLP-1-receptoragonister. Imidlertid har manglen på tilgængelig evidens begrænset forskernes evne til at drage endelige konklusioner om denne potentielle sammenhæng.

Flere mekanismer kan være involveret i denne potentielle sammenhæng, hvoraf nogle inkluderer pludseligt vægttab og hyperaktivitet af hypothalamus-hypofyse-binyreaksen. Den nøjagtige måde, hvorpå risikoen for selvmordstanker og selvskade kan øges ved brug af GLP-1-receptoragonister, er dog stadig uklar.

Om studiet

Det aktuelle observationsstudie estimerer den gennemsnitlige behandlingseffekt af kontinuerlig brug af GLP-1-receptoragonister på selvmordstanker, selvskade og selvmord hos T2D-patienter. Data fra over 60 millioner patienter behandlet i over 2.000 praktiserende læger blev hentet fra UK Clinical Practice Research Datalink (CPRD) Gold and Aurum.

Patienterne blev opdelt i to kohorter. Den første kohorte omfattede personer, som fortsatte med en GLP-1-receptoragonist eller en DPP-4-hæmmer for første gang mellem 1. januar 2007 og 31. december 2020. Den anden gruppe omfattede personer, som mødtes første gang mellem 1. januar 2013 og 31. december og 31. december og 31. og 3. december 2020, 2020, og 2020, og 2020, og 2020, og 2020, 2020.

Det primære resultat var suicidalitet, som blev defineret som sammensætningen af ​​hospitalsindlæggelse for selvskade, selvmordstanker eller fuldført selvmord. Sekundære resultater inkluderede hver af disse hændelser separat.

Studieresultater

Studiekohorten bestod af 36.082 og 234.028 GLP-1-receptoragonist- og DPP-4-hæmmerbrugere fulgt i en median på henholdsvis 1,3 og 1,7 år. Til sammenligning blev 32.336 GLP-1-receptoragonist- og 96.212 SGLT-2-hæmmerbrugere fulgt i en median på henholdsvis 1,2 og 1,2 år.

GLP-1-receptoragonistbrugere havde højere hæmoglobin A1C-niveauer og længere T2D-varighed. Disse personer var også mere tilbøjelige til at have en historie med angst, depression, skizofreni, selvskade og søvnløshed.

Den vægtede forekomst af suicidalitet var 3,9 og 3,7 pr. 1.000 personår hos GLP-1-receptoragonist- og DPP-4-hæmmerbrugere. Ingen signifikante forskelle i sekundære resultater blev observeret, og alle resultater var konsistente på tværs af flere følsomhedsanalyser.

Før kovariatvægtning var brugere af GLP-1-receptoragonister mere tilbøjelige til at være overvægtige, diagnosticeret med T2D i længere tid og diagnosticeret kvindelige sammenlignet med de ordinerede SGLT-2-hæmmere. Patienter med GLP-1-receptoragonister havde også en højere frekvens af mikrovaskulære komplikationer og en historie med depression.

Den vægtede forekomst af suicidalitet var 4,3 og 4,6 pr. 1000 personår hos personer, der fik henholdsvis ordineret GLP-1-receptoragonister og SGLT-2-hæmmere. Ingen signifikante forskelle i sekundære resultater efter vægt blev fundet mellem disse to grupper, med alle resultater konsistente på tværs af flere følsomhedsanalyser.

Konklusioner

Undersøgelsesresultater viser, at brugen af ​​GLP-1-receptoragonister ikke er forbundet med en øget risiko for selvskade, selvmordstanker og selvmord sammenlignet med DPP-4- og SGLT-2-hæmmere hos T2D-patienter.

Den database, der blev brugt til den aktuelle undersøgelse, gjorde det muligt for forskere at redegøre for en lang række forvirrende faktorer, som ofte ikke er til stede i andre administrative databaser. En anden vigtig styrke er undersøgelsesdesignet, som minimerer skævheder forbundet med inklusion af udbredte brugere uden at udelukke patienter med selvskade eller selvmordstanker. Dette er særligt vigtigt, fordi personer med selvskade eller selvmordstanker kan være mest sårbare over for uønskede psykiatriske hændelser forbundet med brug af GLP-1-receptoragonister.

En bemærkelsesværdig begrænsning af den nuværende undersøgelse er den potentielle tilstedeværelse af resterende confounding. Eksponeringsfejlklassificering er også mulig, da recepterne i databasen kun er dem, der er skrevet af praktiserende læger. Derudover bør resultaterne af nogle sekundære analyser fortolkes med forsigtighed, da udbredte konfidensintervaller opstår på grund af resultaternes sjældenhed.

Kilder: