Slid og ælde fra et livslangt stress kan føre til en øget risiko for at dø af kræft

Slid og ælde fra et livslangt stress kan føre til en øget risiko for at dø af kræft

Slid på kroppen fra kronisk og livslang stress kan også føre til en øget risiko for at dø af kræft, rapporterer forskere ved Medical College of Georgia.

Dette slid, kaldet allostatisk belastning, refererer til de kumulative virkninger af stress over tid.

Som reaktion på eksterne stressfaktorer frigiver din krop et stresshormon kaldet kortisol. Så snart stressen er overstået, bør disse værdier falde igen. Men hvis du lider af kroniske, vedvarende psykosociale stressfaktorer, der aldrig tillader dig at "vinde ned", kan dette forårsage slitage på din krop på et biologisk niveau."

Dr. Justin Xavier Moore, epidemiolog, Medical College of Georgia og Georgia Cancer Center

Forskere ledet af Moore udførte en retrospektiv analyse af mere end 41.000 mennesker fra National Health and Nutrition Examination Survey (NHANES) indsamlet mellem 1988 og 2019. Denne database indeholder grundlæggende biologiske målinger af deltagere -; Body mass index, diastolisk og systolisk blodtryk, total kolesterol, hæmoglobin A1C (højere niveauer indikerer risiko for diabetes), albumin og kreatinin (begge mål for nyrefunktion) og C-reaktivt protein (et mål for inflammation) -; som forskerne brugte til at bestemme allostatisk belastning. Dem med en score større end 3 blev klassificeret som havende høj allostatisk belastning.

De sammenlignede derefter disse deltagere med National Death Index, vedligeholdt af National Center for Health Statistics og Centers for Disease Control and Prevention, for at bestemme, hvilke mennesker der døde af kræft, og hvornår, forklarer Moore.

"Til dato er der begrænset forskning om sammenhængen mellem allostatisk belastning og kræft i et nutidigt, nationalt repræsentativt udvalg af amerikanske voksne," skriver Moore og kolleger i tidsskriftet SSM Population Health. "At undersøge sammenhængen mellem allostatisk belastning og kræftresultater, og om disse sammenhænge varierer efter race, kunne kaste lys over nye tilgange til at afbøde kræftforskelle."

Forskerne fandt ud af, at selv uden at tage højde for potentielle forvirrende faktorer såsom alder, social demografi såsom race og køn, fattigdom i forhold til indkomst og uddannelsesniveau, havde de med høje allostatiske belastninger 2,4 gange større risiko for at dø af kræft end dem med lav allostatisk belastning.

"Men du skal være forberedt på forstyrrende faktorer," forklarer Moore. "Vi ved, at der er forskelle i allostatisk belastning afhængigt af alder, race og køn."

Faktisk har han og hans kolleger i tidligere forskning observeret, at når man ser på tendenser i allostatisk belastning over 30 år hos 50.671 personer, havde voksne i alderen 40 og ældre en mere end 100 % øget risiko for høj allostatisk belastning sammenlignet med voksne under 30. Derudover, uanset tidsperiode, havde en sort og latino-risiko for høje voksne sammenlignet med deres hvide og latinske modparter sammenlignet med høje. Meget af dette, siger Moore, kan tilskrives strukturel racisme -; Ting som vanskeligheder med at finde bedre uddannelsesmuligheder eller rimelige og retfærdige boliglån.

"Hvis du er født ind i et miljø, hvor dine muligheder er meget anderledes end dine hvide mandlige kollegers, for eksempel som sort kvinde, bliver du nødt til at håndtere mere modgang i løbet af dit liv," siger han.

Selvom man tager alder i betragtning, fandt forskerne ud af, at personer med høj allostatisk belastning stadig havde en 28% øget risiko for at dø af kræft. "Det betyder, at hvis to personer på samme alder havde høj allostatisk belastning, ville de være 28% mere tilbøjelige til at dø af kræft," siger Moore.

Justering for sociodemografiske faktorer såsom køn, race og uddannelsesniveau resulterede høj allostatisk belastning i en stigning på 21 %; og yderligere justering af modellen for andre risikofaktorer, såsom om deltagerne havde røget, tidligere haft et hjerteanfald eller tidligere blevet diagnosticeret med kræft eller hjertesvigt, resulterede i en stigning på 14 %.

Moore og kolleger undersøgte også sammenhængen mellem allostatisk belastning og cancerdødelighed specifikt i hver race/etnisk gruppe (f.eks. ikke-spanske sorte, ikke-spanske hvide og latinamerikanske voksne). Men når opdelt efter racekategori, var sammenhængen mellem allostatisk belastning ikke så stærk. Disse resultater kunne forklares med den store størrelse af den oprindelige prøve.

"Epidemiologisk set, hvis du ser på 41.000 mennesker, er der mange kræftrelaterede dødsfald," forklarer Moore. "Det er imidlertid sværere at etablere en sammenhæng mellem x (allostatisk belastning) og y (død fra kræft), når du i det væsentlige har færre datapunkter at måle." For eksempel ville en begrænsning af prøven til ikke-spansktalende sorte betyde, at man analyserede en prøve på kun 11.000 personer, så forholdet kan virke formindsket eller svækket.

"Grunden til, at race overhovedet betyder noget, er, at der er systemiske faktorer, der uforholdsmæssigt påvirker mennesker af farve," siger han. "Men selvom du ignorerer race, er bundlinjen, at de miljøer, vi lever, arbejder og leger i, hvor du bliver belønnet for at arbejde hårdere og nogle gange ses som svag for at tage tid til dig selv, fører til høje niveauer af stress, der fører til dette." Dette kan igen føre til kræftudvikling og øget sygelighed og dødelighed."

I USA er kræft den næststørste dødsårsag og tegner sig for anslået 1,9 millioner tilfælde og næsten 609.000 dødsfald i 2021.

Kilde:

Medical College of Georgia ved Augusta University

Reference:

Byrde og cancerdødelighed: En retrospektiv kohorteanalyse af NHANES, 1988 til 2019. SSM - Population Health. doi.org/10.1016/j.ssmph.2022.101185.

.