Iltmangel, som skader vitale organer

Iltmangel, som skader vitale organer

Modtageligheden for hypoxi varierer mellem væv. For eksempel er hjernen meget sårbar over for mangel på ilt og kan resultere i døden inden for få minutter, hvis hjernen ikke modtager denne ilt til aerob metabolisme. Skeletmusklen i en arm eller et ben kan dog gennemgå anaerobt stofskifte (uden behov for ilt) i flere minutter eller længere (afhængigt af personens træning), før skadelige virkninger mærkes. I denne artikel forklarer vi de væv, der er mest sårbare over for iltsult (eller hypoxi). Disse omfatter vandskel, subendokardielt væv og nyrebarken/medulla.

Vandskelområderne er områder mellem to blodkar (deraf navnet vandskel). Eksempler på vandskel omfatter vævet, der leveres af både de forreste og mellemste hjernearterier (området af hjernen mellem disse to arterier). Et andet eksempel er et område nær milten (specifikt miltbøjningen af ​​tarmen), der forsynes af de øvre og nedre mesenteriske arterier.

Subendokardievæv (fra hjertet) er også modtageligt for hypoxi. Dette område forsynes af kranspulsårer, der passerer gennem den epicardiale overflade for at nå subendokardielt væv. Patienter med koronararteriesygdom kan opleve symptomer på brystsmerter under stress (såsom træning).

Endelig er visse dele af nyren (nyrebarken og medulla) også meget modtagelige for iltmangel. Den proksimale tubuli (lige del) er mest sårbar, og nyremarven (tyk opadgående del) er også meget sårbar.

På grund af øget vævssårbarhed kan hypoxi beskadige disse vitale organer (hjerne, hjerte og nyre). Sammenfattende opstår hjerneskade ved slagtilfælde, hjerteanfald resulterer i irreversible hjerteskader, og nyresvigt kan skyldes infarkter i arterierne, der leverer blod til nyren (nyrearterien).

Inspireret af Saifullah Nasir