Det monoklonale antistof prasinezumab lover at bremse den hurtige udvikling af Parkinsons sygdom

Det monoklonale antistof prasinezumab lover at bremse den hurtige udvikling af Parkinsons sygdom

I en undersøgelse for nylig offentliggjort i tidsskriftetNaturmedicin, gennemførte et stort internationalt hold af forskere en eksplorativ analyse for at evaluere, om det monoklonale antistof prasinezumab, der tidligere er observeret at være effektivt til at bremse udviklingen af ​​motoriske symptomer på Parkinsons sygdom, faktisk viser fordele i undergrupper af Parkinsons sygdomspatienter med hurtigt fremadskridende motorisk degeneration.

baggrund

Et kendetegn ved Parkinsons sygdom er aggregeringen af ​​α-synuclein, som menes at spredes mellem neuroner og bidrage til patogenesen af ​​Parkinsons sygdom. En af de første terapeutiske muligheder rettet mod aggregeret α-synuclein var det monoklonale antistof prasinezumab, som blev evalueret i fase II kliniske forsøg med patienter med tidlig Parkinsons sygdom, som var en del af PASADENA forsøget.

Det primære endepunkt for fase II-undersøgelserne af PASADENA-studiet var Movement Disorder Society Unified Parkinsons Disease Rating Scale eller MDS-UPDRS-score. Selvom det monoklonale antistof ikke viste sig at være effektivt på alle parametre for MDS-UPDRS sammenlignet med dem, der blev behandlet med placebo, viste dem, der fik prasinezumab, langsommere progression af motorisk degeneration. Derudover mente holdet også, at MDS-UPDRS-underskalaerne sandsynligvis ikke ville vise ændringer over korte observationsperioder, såsom et år.

Om studiet

I denne undersøgelse undersøgte holdet virkningen af ​​prasinezumab på at bremse udviklingen af ​​motorisk degeneration i undergrupper af Parkinsons patienter, der lider af den hurtigt fremadskridende form af sygdommen. I betragtning af at MDS-UPDRS-underskalaerne muligvis ikke viser kortsigtede ændringer forbundet med behandling, kan overvågning af undergrupper med den hurtigt fremadskridende form for Parkinsons sygdom hjælpe med at forbedre signal-til-støj-forholdet og afsløre mulige virkninger af behandling med monoklonale antistoffer.

PASADENA-studiet bestod af tre behandlinger – placebo, 1.500 mg prasinezumab og 4.500 mg prasinezumab. Patienterne blev tilfældigt fordelt til de tre grupper efter stratificering efter alder (over eller under 60 år), køn og brug af monoaminoxidase B-hæmmere. Patienter, der tog anden symptomatisk Parkinsons medicin, såsom dopaminagonister eller levodopa ved baseline, blev udelukket. I tilfælde, hvor brugen af ​​disse medikamenter blev anset for obligatorisk, blev MDS-UPDRS-score beregnet før behandlingsstart.

Denne undersøgelse undersøgte virkningen af ​​prasinezumab hos patienter, som modtog stabile doser af monoaminoxidase B-hæmmere ved baseline og havde andre indikatorer for hurtigere sygdomsprogression. Analyserne af de seks primære forudspecificerede subpopulationer, der blev betragtet i fase I og II af PASADENA-undersøgelsen, omfattede kun resultaterne af fire subpopulationer.

Subpopulationer var baseret på brug af monoaminoxidase B-hæmmere, trin 2 eller Hoehn og Yahr versus trin 1 Parkinsons sygdom, dem med og uden REM-søvnforstyrrelse eller hurtig øjenbevægelsesforstyrrelse, og dem med diffus malign fænotype versus ikke-diffus malign fænotype.

Analysen blev også stratificeret i seks undersøgende subpopulationer baseret på alder, køn, sygdomsvarighed, alder ved diagnose og motoriske subfænotyper såsom tremordominerende versus akinetisk rigid gangforstyrrelse eller gangforstyrrelse med postural ustabilitet. Da tidligere undersøgelser ikke rapporterede et dosisrespons, blev de to behandlingsgrupper bestående af 1.500 mg og 4.500 mg prasinezumab desuden kombineret til analyse.

Resultater

Resultaterne tyder på, at prasinezumab er mere effektivt til at bremse udviklingen af ​​motoriske symptomer hos Parkinsons patienter med den hurtigt fremadskridende form af sygdommen. Underpopulationsanalyserne afslørede, at patienter med diffuse maligne fænotyper eller patienter, der brugte monoaminoxidase B-hæmmere ved baseline, som er indikatorer for hurtig sygdomsprogression, viste langsommere tegn på motorisk degeneration end patienter med fænotyper, der ikke indikerede hurtig sygdomsprogression af Parkinsons sygdomsprogression.

MDS-UPDRS Part III-score, som svarer til lægevurderede motoriske tegn, viste en langsommere stigning eller forværring af degeneration hos prasinezumab-behandlede patienter end hos placebo-behandlede patienter. Del I og II af MDS-UPDRS-scoren svarer til henholdsvis patientrapporterede motoriske og ikke-motoriske tegn.

Forskerne mener, at fordi dataene indikerede hurtigere progression langs MDS-UPDRS del III sammenlignet med del I og II, kan del III eller lægebedømte motoriske tegn gå forud for ændringerne i del I og II. Disse resultater tyder også på, at længere observationsperioder er nødvendige for nøjagtigt at vurdere den potentielle effekt af behandlinger såsom prasinezumab.

Konklusioner

Samlet set tyder resultaterne på, at det monoklonale antistof prasinezumab potentielt kan bruges til at bremse udviklingen af ​​motorisk degeneration hos patienter med den hurtigt fremadskridende form for Parkinsons sygdom. Derudover kræves længere observationsperioder for at observere effekten af ​​prasinezumab-behandling hos patienter med den langsomt fremadskridende form af sygdommen. Ydermere skal yderligere randomiserede kliniske forsøg for yderligere at validere disse resultater.

Kilder: