Gigtbehandling: Nye tilgange til behandling af gigtgigt

Gigtbehandling: Nye tilgange til behandling af gigtgigt

Gigt er en almindelig årsag til gigt, der påvirker mere end 8 millioner amerikanere. Selvom mænd er mere ramt end kvinder, ser forekomsten af ​​sygdommen ud til at stige hos postmenopausale kvinder. Den samlede forekomst ser ud til at være stigende som følge af epidemien med fedme, hypertension, diabetes og forhøjede lipider, som alle er forbundet med gigt.

Gigt skyldes i 90 procent af tilfældene nyrernes manglende evne til at slippe af med urat. De øvrige 10 procent oplever overproduktion af urat.

Andre dyr end mennesker får ikke gigt, fordi de har et enzym kaldet urikase, som nedbryder urat og tillader dyret at udskille det. Mennesker mangler på den anden side dette enzym og er derfor ikke i stand til at udskille urat (urinsyre) tilstrækkeligt. Dette fører til ophobning af urinsyrekrystaller i leddene og andre organsystemer.

Gigt forekommer typisk i tre faser. Den første fase er den såkaldte "asymptomatiske hyperurikæmi". Asymptomatisk hyperurikæmi er karakteriseret ved et øget niveau af urinsyre i blodet uden gigtanfald. Men jo højere niveauet af urinsyre i blodet er, jo større er sandsynligheden for et muligt anfald.

Den anden fase eller fase kaldes "akut intermitterende gigt". I denne fase har patienterne gigtanfald, men efter anfaldet er overstået, er de relativt symptomfrie. Her er der risiko for, at den kroniske betændelse fortsætter på trods af fravær af symptomer.

Den tredje fase kaldes "kronisk gigt". I denne fase oplever patienterne kroniske smerter på grund af gentagne gigtanfald med stigende belastning af uratakkumulering i leddene, nyrerne og andre organsystemer. Patienter udvikler "tophi", som er aflejringer af inflammatoriske celler, uratkrystaller og fibrin. Gradvis ødelæggelse af leddene sker med udviklingen af ​​en invaliderende deformitet.

Behandling af urinsyregigt består af en dobbelt tilgang med lindring af det akutte anfald ledsaget af forsøg på at reducere urateksponering.

Akutte anfald kan behandles med colchicin, ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler og steroider. Sidstnævnte kan gives enten oralt eller direkte ind i det berørte led.

Medicin, der sænker uratniveauet, skal bruges til kronisk behandling af gigt. Hvis disse lægemidler påbegyndes, skal de ledsages af gigtprofylakse i form af daglige doser af colchicin eller ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler i mindst seks måneder. Årsagen er denne: Da uraten skifter som følge af virkningen af ​​lægemidler, der sænker urinsyre, er der disposition for akutte anfald.

Uratsænkende medicin består af medicin, der får patienter til at tisse deres urinsyre (probenecid), medicin, der undertrykker urinsyreproduktion (allopurinol, febuxostat [Uloric]) og urikolytisk medicin. Et eksempel på sidstnævnte er pegloticase (Krystexxa), som omdanner urinsyre til allantoin, en inert komponent, som derefter udskilles.

Rådgivning af en patient om livsstil og kost spiller også en rolle i den omfattende behandling af gigt.

Inspireret af Nathan Wei