Tirzepatide vrider appetitten og slår kalorieindtaget i nyt fedmeforsøg

Tirzepatide vrider appetitten og slår kalorieindtaget i nyt fedmeforsøg

Et nyt klinisk forsøg viser tirzepatids evne til at dæmme op for sult og ændre hjernens reaktioner på mad, hvilket markerer en ny æra i behandlingen af ​​fedme.

I en undersøgelse for nylig offentliggjort i tidsskriftetNaturmedicinForskere udførte et randomiseret, parallelgruppe, 6-ugers fase 1 klinisk forsøg for at estimere de tidlige virkninger af tirzepatid (5 mg en gang om ugen i 2 uger, derefter 10 mg en gang om ugen i 4 uger) på sult og energiindtag.

En randomiseret kohorte på 114 voksne uden diabetes sammenlignede tirzepatids indflydelse på spiseadfærd med liraglutid (dosis-eskaleret dagligt fra 0,6 mg til 3 mg) og en tilsvarende placebo.

Undersøgelsesresultater viste, at tilfælde (deltagere, der bruger tirzepatid) i gennemsnit indtog 658 kcal mindre (-72,4 %) efter 6 uger end under baseline frokost alene.

Lægemidlet er blevet observeret at effektivt bremse appetit, sult, impulsivitet, trang og madreaktivitet, især med hensyn til fødevarer med højt sukkerindhold og højt fedtindhold, hvilket tyder på potentielle tidlige mekanismer, der ligger til grund for tirzepatides potente vægttabseffekter.

Imidlertid påvirkede tirzepatid ikke signifikant kognitiv tilbageholdenhed (udstrakt begrænsning af fødeindtagelse), en vigtig forskel fra nogle andre interventioner.

baggrund

Fedme (BMI ≥ 30 kg/m²) er en kronisk sygdom karakteriseret ved overdreven fedtophobning. Det er fortsat et stort folkesundhedsproblem, hvor Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anslår, at 2,3 milliarder børn og voksne enten er overvægtige (BMI ≥ 25 kg/m²) eller fede. Alarmerende nok vil dette tal stige betydeligt i de kommende år, hvilket afspejler de seneste suboptimale tendenser i sundhedsadfærd (søvn, fysisk aktivitet, diæter).

Fedme er blevet forbundet med et spektrum af potentielt dødelige komorbiditeter, hvilket har foranlediget årtiers forskning i tilstanden og mildnende indgreb. Desværre er de neurobiologiske og adfærdsmæssige mekanismer, der understøtter udviklingen og progressionen af ​​sygdommen, stadig dårligt forstået.

Nyere forskning, der anvender lægemidler kaldet "glucagon-lignende peptid-1 (GLP-1) receptoragonister (RAS)" tyder på, at de kan påvirke indtagelsesadfærd ved at ændre centralnervesystemets (CNS) veje involveret i mad og appetit. Tirzepatide, en dobbelt GIP/GLP-1-receptoragonist, har foreløbigt vist sig at reducere vægten efter en 72-ugers intervention med 20,9 % fundet.

Desværre, mens tirzepatids appetit- og energiindtagsreduktionseffekter er etableret, har undersøgelser, der evaluerer disse målinger, ikke fanget mål for hjernefunktion og har overholdt utilstrækkelige adfærdsmæssige indtagsassays, hvilket begrænser deres evne til at belyse tirzepatids CNS-mekanismer.

Om studiet

Den nuværende undersøgelse adresserede disse videnshuller gennem et seks ugers fase 1-studie af voksne med overvægt eller fedme for at undersøge tirzepatides kortsigtede, vægtassocierede adfærdsmæssige effekter. Undersøgelsen sammenlignede virkningerne af tirzepatid med virkningerne af liraglutid (en anden GLP-1 RA) og en tilsvarende placebo.

Undersøgelsen brugte data fra voksne (18 til 65 år) med et stabilt, klinisk valideret kropsmasseindeks (BMI) mellem 27 og 50 kg/m². Deltagere med et glykeret hæmoglobinniveau ≥6,5 % eller en positiv diabetesdiagnose blev udelukket fra downstream-analyse.

Deltagerne blev stratificeret efter BMI fra baseline-stratumet og tilfældigt fordelt i en af ​​tre grupper: tilfælde (tirzepatid 5 mg en gang om ugen i 2 uger, derefter 10 mg en gang om ugen i 4 uger), liraglutid (0,6 mg til 3 mg dagligt, eskaleret med dosis) eller tilsvarende placebo i den 6-ugers undersøgelsesperiode.

Resultatdata blev indsamlet ved baseline, uge ​​3 og uge 6 af undersøgelsen. Det omfattede: 1. Visual Analog Scale (VAS) vurderinger til vurdering af sult og appetit, 2. Spørgeskemaer såsom trangmålingsmålinger såsom Food Craving Inventory (FCI) og Food Craving Questionnaire (FCQ-S), 3. Food/Energy Intake Intake Assay. Power of Food Scale.

Derudover gennemgik en undergruppe af prøvekohorten funktionel magnetisk resonansbilleddannelse (FMRI) for at vurdere ændringer i hjerneaktivering som reaktion på billeder af fødevarer med højt fedtindhold og højt sukkerindhold sammenlignet med kontrolbilleder. Alle statistiske modeller blev kontrolleret for sociodemografiske variabler, BMI og relativ kostindtagelse. Sikkerheden af ​​tirzepatid og liraglutid blev løbende overvåget.

Studieresultater

Undersøgelsen anvendte i alt 114 ikke-diabetiske voksne deltagere (randomiseret 1:1:1 til tirzepatid [n=37], liraglutid [n=38] eller placebo [n=39]). Energiindtagsvurderinger viste, at trizepatidforbrug var forbundet med en reduktion i indtaget på 532 kcal (uge 3) og 658 kcal (uge 6) under en Adlitum frokost. I modsætning hertil viste placebo en ubetydelig ændring (-8 kcal i uge 3, +28 kcal i uge 6), og liraglutid opnåede mindre reduktioner (~-299 og -315 kcal).

VAS og spisebeholdningsværdier understøtter disse resultater ved at antyde, at tirzepatid forårsager et fald i patienternes appetit og madtrang. FCI/FCQ- og BIS-evalueringer fremhæver tirzepatids trang, hæmningsløshed og impulsivitetsdæmpende evne og viser yderligere, at tirzepatidforbrugere har lettere ved at modstå at spise mad.

fMRI-resultaterne viste, at nøgleregioner i hjernen forbundet med fødevaresøgningsadfærd (medial frontal gyrus, cingulate gyrus, orbitofrontal cortex og hippocampus) viste signifikant reduceret aktivering sammenlignet med tirzepatidbehandling, især som reaktion på fødevarer med høj værdi og højt sukkerindhold i uge 3 sammenlignet med placebo.

Disse resultater blev ikke replikeret i liraglutid, hvilket tyder på en mekanisme, der er specifik for tirzepatid. Men tidsskriftet advarer mod at overdrive disse fMRI-resultater på grund af flere sammenligninger og den korte undersøgelsesvarighed. Yderligere replikering er påkrævet. Opmuntrende nok var begge lægemidler generelt veltolererede, med bivirkninger, primært milde til moderate gastrointestinale symptomer, som var mere almindelige i tirzepatid-gruppen (81 %) sammenlignet med liraglutid-gruppen (66 %) og placebo-gruppen (44 %).

Konklusioner

Denne undersøgelse giver mekanistisk indsigt i de dramatiske kortsigtede vægttabseffekter af tirzepatid. Indtagelse af lægemidlet er blevet observeret kraftigt at undertrykke energiindtag, appetit, trang, impulsivitet og neurale reaktioner på velsmagende fødevarer. Mens liraglutid viste lignende resultater, blev tirzepatid observeret at overgå det med en betydelig margin på tværs af flere mål.

Det er vigtigt, at tirzepatid ikke øgede kognitiv retention, hvilket adskiller det fra nogle andre interventioner. Undersøgelsen havde også flere begrænsninger, herunder et åbent design for liraglutid, en relativt kort interventionsperiode og en ubalance i kønsfordelingen mellem grupperne. Disse resultater viser, at tirzepatid gør mere end blot at sænke blodsukkeret. Det modulerer spiseadfærd og giver et robust forsvar mod overspisning.

Kilder: