Undersøgelsen viser vigtige genetiske spor for udviklingen af ​​prostatacancer

Undersøgelsen viser vigtige genetiske spor for udviklingen af ​​prostatacancer

En nyligt offentliggjort undersøgelse iJournal of Cancer Research and Clinical OncologyUdforskede genetiske forudsigelser for prostatacancerprogression for at identificere kliniske resultater. Undersøgelsen blev udført af forskere fra D'Or Institute for Research and Education (IDOR), University of São Paulo (USP) og São Paulo Cancer Institute (ICEP) og fokuserede på rollen som androgenreceptoren (AR), dens variant AR-V7 og P160-familien.

Prostatacancer: en kompleks og dødelig sygdom

Prostatakræft er en førende dødsårsag blandt mænd og kræver mere end 40 liv hver dag i Brasilien. En af de største udfordringer er at forudsige, hvilke tilfælde der vil blive mere aggressive, da sygdommen varierer meget mellem individer. For at afdække genetiske spor, der kunne hjælpe med at opdage højrisiko-tilfælde tidligt, fokuserede forskere på specifikke gener, der almindeligvis er forbundet med prostatakræftprogression.

Undersøgelse af vigtige gener

Undersøgelsen analyserede fem nøglegener:
AR (androgen receptor) – spiller en afgørende rolle i mandlige karakteristika og prostatacancer progression.
AR-V7 (en variant af AR) associeret med kastrationsresistent prostatacancer (CRPC), der fortsætter med at udvikle sig på trods af androgen-undertrykkende behandlinger.
P160-genfamilie (SRC-1, SRC-2 og SRC-3) co-aktivatorer af AR, der påvirker kræftaggressivitet.

Forskningen omfattede 155 patienter, der gennemgik radikal prostatektomi (fjernelse af prostata) mellem 1994 og 2012, samt vævsprøver fra 11 raske mennesker som kontrolgruppe. Ved hjælp af QPCR, en teknik, der amplificerer og kvantificerer DNA eller RNA, målte forskerne genekspressionsniveauer i de indsamlede vævsprøver. Deres mål var at studere forholdet mellem genetiske profiler og kliniske træk, såsom kræfttilbagefald og CRPC-progression.

Kobling af genekspression til kliniske resultater

Resultaterne viste, at alle analyserede gener undtagen SRC-1 havde højere aktiveringsniveauer hos cancerpatienter sammenlignet med kontrolgruppen. Mens SRC-1 ikke nåede statistisk signifikans, var dens gennemsnitlige udtryk stadig højere hos cancerpatienter, og undersøgelsen antydede dets relevans for metastatisk cancerprogression, hvilket indikerede et vist potentiale som en prognostisk faktor.

Et andet vigtigt fund var, at AR-genekspression ikke var direkte forbundet med ekspressionen af ​​dets hjælpegener (SRC-1, SRC-2 og SRC-3) eller AR-V7. Imidlertid var AR-V7 stærkt forbundet med p160-familiegenerne, hvilket tyder på, at AR-V7's evne til at hjælpe prostatacancerceller til at modstå hormonbehandling afhænger af disse hjælpergener, især SRC-3.

Desuden var SRC-2 og SRC-3 signifikant forbundet med højrisiko prostatacancer, mens overdreven AR-aktivering var forbundet med en 73,2 % højere risiko for tidligt tilbagefald. AR-V7-ekspression viste også en 62,1% stigning i risikoen for tidligt tilbagefald. Disse resultater fremhæver vigtigheden af ​​androgen-signalering ved tilbagefald af prostatacancer og tumorudvikling.

Undersøgelsen tyder på, at disse gener kunne tjene som potentielle prognostiske biomarkører for prostatacancer. Mens SRC-1 viste signifikant aktivering i metastatiske tilfælde, havde SRC-2 og SRC-3 ekspressionsændringer, der kan hjælpe med at identificere mere aggressive maligniteter.

Forfatterne understreger, at disse korrelationer kræver yderligere undersøgelse, især forbindelsen mellem SRC-3 og AR-V7, som kan give dybere indsigt i rollen af ​​P160-familieproteiner i CRPC-udvikling. Disse lovende resultater baner vejen for fremtidige undersøgelser af rollen af ​​androgen-relaterede gener i prostatacancer prognose, hvilket bidrager til fremskridt inden for personlig behandling af sygdommen.

Kilder: