Semaglutid forbedrer maksimal gåafstand hos personer med symptomatisk pude og type 2-diabetes

Semaglutid forbedrer maksimal gåafstand hos personer med symptomatisk pude og type 2-diabetes

Semaglutid, en glukagon-lignende peptid 1 (GLP-1) agonist, forbedrede maksimal gåafstand hos mennesker med symptomatisk perifer arteriesygdom (PAD) og type 2 diabetes i Art-IT-Art undersøgelsen, der evaluerede brugen af ​​en GLP-1 agonist til behandling af PAD. Ud over forbedringer i gangevner og -funktioner så personer, der tog semaglutid, også betydelige forbedringer i både symptomer og livskvalitet sammenlignet med dem, der tog placebo.

PAD, som påvirker anslået 12 millioner amerikanske voksne og over 200 millioner mennesker verden over, opstår, når der er en ophobning af fedt og kolesterol, oftest i arterierne i benene. Det er ofte forbundet med gangbesvær og dårlig cirkulation, hvilket kan føre til ikke-helende sår og en høj grad af tab af lemmer. Mennesker med PAD har en meget høj risiko for alvorlige komplikationer, herunder akut iskæmi i ekstremiteter - svarende til et hjerteanfald eller et slagtilfælde - som kan føre til amputation af lemmer eller død, hvis de ikke behandles hurtigt. Det sidste lægemiddel godkendt af US Food and Drug Administration til at forbedre funktionelle resultater i PAD var cilostazol i 2000.

Selv i de meget tidlige stadier af PAD kan folk ikke gå godt, men de ved ofte ikke, at det er Pad. Du kan sige, "Jeg har lige sat farten ned." Den eneste medicin, vi har til rådighed, som er kontraindiceret til symptomer, der anbefales hos mennesker med hjertesvigt, har ingen fordele ud over at forbedre symptomerne og forårsager mange bivirkninger. Samlet set bruges det hos mindre end 10 % af mennesker. Derfor har vi virkelig begrænsede muligheder for at forbedre funktionaliteten i PAD. Problemet er, at patienter i løbet af PAD fortsætter med at modtage revaskulariseringsprocedurer til åbne arterier og har høj risiko for uønskede kardiovaskulære hændelser og lemmer. “

Marc P. Bonaca, MD, MPH, professor i medicin og direktør for vaskulær forskning ved University of Colorado School of Medicine i Aurora, Colorado, og undersøgelsens hovedforfatter

GLP-1-agonister er en klasse af medikamenter, der i øjeblikket anvendes til behandling af type 2-diabetes, fedme, nyresygdom, hjerte-kar-sygdom, herunder aterosklerotisk vaskulær sygdom og hjertesvigt. Undersøgelsen, kaldet Stride, indskrev 792 personer med type 2-diabetes i tidlig fase og symptomatisk PAD på 112 medicinske centre i 20 lande. Deltagerne var i gennemsnit 67 år, omkring 25 % var kvinder og 67 % var hvide. Alle blev tilfældigt tildelt til at modtage semaglutid (1 mg) eller placebo i et år (52 uger). Forskerne vurderede maksimal gåafstand - den maksimale afstand patienterne kunne gå på et løbebånd med 2 miles i timen (svarende til at gå op ad en moderat bakke) med en score på 12%. Funktionen blev vurderet ved baseline (median maksimal gåafstand var 186 meter), uge ​​26, uge ​​52 (primært endepunkt) og uge 57 (fem uger efter seponering af behandlingen).

"På trods af det faktum, at folk blev rekrutteret baseret på rapportering i tidlige stadier, observerede vi, at de faktisk var alvorligt svækkede og kun kunne gå omkring en tiendedel af en kilometer tidligere med symptomernes begyndelse," sagde Bonaca. "Vi så, at stoffet klart virkede. Efter seks måneder var der en klar tidlig fordel, som fortsatte med at stige i et år."

Samlet set havde patienter i semaglutid-armen en gennemsnitlig forbedring i gåafstand på 26 meter og en gennemsnitlig forbedring på 40 meter, hvilket repræsenterer en statistisk signifikant forbedring på 13 % på et år.

"For at sætte dette i kontekst, tror vi normalt, at en stigning i gåafstand fra 10 meter til 20 meter i PAD er klinisk vigtig, så dette har overgået disse forventninger," sagde han.

Resultaterne blev yderligere understøttet af bekræftende sekundære endepunkter, der viste signifikante forbedringer i livskvalitet (målt ved Vascular Quality Questionnaire-6-score), inklusive smertefri gåafstand og vedvarende forbedring i maksimal gåafstand fem uger efter ophør af behandlingen. Sikkerheden svarede til tidligere undersøgelser, hvor ikke-alvorlige gastrointestinale bivirkninger var den hyppigst rapporterede bivirkning hos patienter, der tog semaglutid.

Patienternes ankel-brachiale indeks, et mål for blodgennemstrømningen i benene, var signifikant forbedret sammenlignet med placebo. En post hoc-analyse, der undersøgte tiden til redningsbehandling (behovet for revaskularisering på grund af forværrede symptomer) eller død var også lavere. Inden for et års behandling havde patienter, der tog semaglutid, en 54 % reduktion i risikoen for at dø eller at skulle modtage medicin eller procedure for åbne blokerede arterier i benene på grund af forværrede symptomer sammenlignet med patienter (14 patienter versus 30 patienter).

"Samlet understøtter dataene semaglutid for mennesker med pad og type 2-diabetes mellitus som en terapi med kardiometaboliske, kardiovaskulære og renale fordele og forbedrer funktion, symptomer og livskvalitet," sagde Bonaca. "Der er mere arbejde, der skal gøres for at forstå fordelemekanismen, da befolkningen havde en median [body mass index] på 28,6 og forholdet mellem resultat og vægttab var meget svagt. Dette kombineret med stigningen i ankelbrachial indeks tyder virkelig på en direkte vaskulær effekt. Dette rejser også spørgsmålet om, hvorvidt patienter med PAD og uden type 2 diabetes mellitus i fremtidige undersøgelser bør være til gavn for dette."

Undersøgelsen var begrænset ved, at den kun var hos patienter, der også havde type 2-diabetes. Derudover var cirka 14 % af undersøgelsespopulationen indskrevet i Nordamerika, mens 57 % var indskrevet i Europa og 29 % var indskrevet i Asien. Som følge heraf var der få sorte patienter.

Denne undersøgelse er finansieret af Novo Nordisk. Den blev samtidig offentliggjort online iThe LancetPå præsentationstidspunktet.

Kilder: